Kirken / Kirkens historie
Læs om kirkens historie herunder ... 
 
Aa Kirke
   
 
Kirkens historie 
Aa kirke har fået sit navn fra de to åløb, der omkranser den, Læsåen og Grødby å
Den ligger i det store Aaker landsogn ind til Aakirkeby, sådan at kirkediget danner
bygrænsen. Dette viser, at kirken oprindelig har været en landkirke ligesom Born
holms øvrige 14 romanske kirker. Byen og kirken ligger på en granitknold, hvorfra
man kører ned i det flade sydland mod Pedersker og Nexø.
Bornholm blev erobret og kristnet fra Skåne i 1070erne. Konge og ærkebisp lagde
deres kongsgårde og kirker øen rundt. De første kirker var uden tvivl af træ, men
årene omkring 1200 blev de erstattet af stenkirker. De lå frit og højt i landskabet
langs kysterne, bortset fra den anseligste af dem, Aa kirke. Som Bornholms hovedkir-
ke blev den lagt inde i landet, hvor vejene krydsedes, og hvor landstinget samledes
ikke langt fra kongens borg. Lilleborg. I Aa kirke mødtes gejstligheden til det årlige
landemode helt ind i 1700-tallet, selv om administrationens centrum da forlængst var
flyttet, først til ærkebispens borg, Hammershus, siden til Rønne.
Den beskedne købstad, der var vokset op omkring kirken og vejene, lignede er
landsby. Det var først med jernbanen fra 1900, at der kom liv i handelen. Men kirker
lå der, vældig i forhold til de lerklinede, stråtækte bygårde og synlig viden om. Navn-
lig det svære tårn. Her opbevaredes kirketienden, indtil denne funktion ble\
overtaget af den store magasinbygning på Hammershus.
Kirken var i middelalderen viet til Skt. Johannes (Døberen') og hed derfor Skt. Hans
kirke. Velnok en mindelse om, at det var lørdagen før Skt. Hans, at landstinget
mødtes. En forgyldt træfigur forestillende Skt. Johannes var opstillet i kirken indtil
1706, hvor en nidkær præst fik den begravet på kirkegården, fordi nogle katolske
krigsfanger under Store nordiske Krig påkaldte helgenen.
I daglig tale kaldtes kirken imidlertid endnu langt op i 1800-tallet for Kapitelskir-
ken. Navne er sejlivede. Indtil Roskildefreden i 1658 havde Lunds domkapitel haft
kaldsretten til kirken. Et minde herom findes på altertavlens to medaljoner, der viser
domkapitlets to segl. Det ene med dets værnehelgen Skt. Laurentius med risten, del
andet med risten alene.
Umiddelbart nordvest for kirken lå Kannikegaarden. Navnet skyldtes, at indtæg-
terne fra den bidrog til at aflønne en af kannikerne ved domkapitlet. Eftel
reformationen 1536 blev den præstebolig, indtil en ny præstegård blev bygget i 162]
syd for kirken, hvor den nuværende præstegård ligger.
Lige syd for kirken ligger Hospitalet. Et uanseligt rødkalket hus. Det er fra 1856
men har haft forgængere på stedet siden 1680. Ved den tid blev det middelalderligt
Skt. Jørgens Hospital flyttet ind til Aakirkeby fra Spidlegaarden nordvest for byer
ved Læsåen. Her boede de spedalske.
Kirkens gamle kirkegård bruges ikke længere til kistebegravelser, men der er beva-
ret mange gamle gravminder. I det nordvestre hjørne ved brønden ses skovrider Hans
Rømers grav. Det var ham, der i begyndelsen af 1800-tallet beplantede Almindingen
Den ny kirkegård ved Møllevej blev taget i brug 1906. Tekst: Karsten Thorborg
 
Kirkens bygningshistorie
Kirken er bygget i sidste halvdel af 1100-tallet i flere etaper. Hvis De går rundt om
kirken, kan De se, hvordan byggefaserne afsløres i murværket. Ældst er kor og apsis
samt de underste dele af skibet. Murene her er kendetegnet ved at være opført af dels
en lys, grønlig sandsten, dels en mørk, rustbrun skifer. Begge hentet fra den nærlig-
gende Grødby å. Bemærk de fine sandstensdetaljer med buefriser, skråkantsokkel og
dørprofiler.
Skibets vestende og tårnet er opført af silurkalksten fra Læsåen. Arbejdet er grovere
udført og uden buefrise. Bemærk hvordan stenene er lagt: nederst de store sten, så
mindre og mindre opefter i mandshøjde, Så på ny store sten osv. For hver gang stilad-
set eller jorddæmningen er blevet hævet, har man lagt store sten fra bunden.
Formodentlig er kirkens østlige del udført af håndværkere fra Lunds Domkirke, mens
den vestlige del er opført af mere lokal arbejdskraft.
Begge skibets døre, mandsdøren mod syd og kvindedøren i nord, er bevaret. Den
sidste er dog omdannet til et vindue, men udefra ses det, hvordan der er kælet for
bygningsdetaljerne. Den halvrunde døroverligger, tympanon, hviler som almindeligt
på Bornholm og i Skåne, på to konsoller.
Tårnet har oprindelig været smallere mod vest, men er allerede i romansk tid ble-
vet udvidet til dets nuværende størrelse, 13 x 11 m. Det er med sine fire stokværk
22 m højt. Tvillingtaget ligner det, der lå på Manteltårnet på Hammershus i lybækker-
tiden, og det er sikkert lagt af dem i 1500-tallet. Det oprindelige tag har nok været en
firkantet pyramide. Fundamentet ses på øverste etage, hvor murværkets tykkelse
kun er halvt så svært fra hovedhøjde. Her findes klokkerne ophængt, men oprindelig
hang de på bornholmsk vis i et selvstændigt klokke- og porttårn i kirkegårdsdiget
mod syd. Tårnets hvælvede rum har været sikre og kølige magasiner for kirkens lagre
af fødemidler.
Våbenhuset er bygget af Nexøsandsten efter tårnets udvidelse, men i romansk tid.
Det hører altså til landets ældste våbenhuse og har muret kuppelhvælv. Indgangspor-
talens konsoller er formet som løvehoveder, og de to fornemme biforievinduer viser
stor håndværksmæssig formåen.
Kirkerummet er stort og lyst med fladt træloft. Koret har i gotisk tid fået slået
hvælv, der hviler på fire kvadratiske hjørnepiller. Oprindelig var skibet opdelt af to
arkademure, én der delte rummet på langs (jvf. tegningen) og en på tværs i vestenden
ved indgangsdørene. Her var døbefonden anbragt. Sandsynligvis har denne vestlige
arkademur båret et herskabspulpitur for kirkens verdslige myndighed, borgherren
på Lilleborg. Den langsgående arkademur har nok skullet bære to tøndehvælv lige-
som i Østermarie kirke, men disse er aldrig blevet opført.
Ved kirkens hovedrestaurering 1874 blev porttårnet og begge arkademure ned-
revet, så kirken fik sin nuværende skikkelse. En ny bevarénde restaurering fandt sted
i 1968. Tekst: Karsten Thorborg
 
 
Våbenhuset
Det romanske våbenhus hører til de ældste i landet. Er muret bænk har løbet væggene rundt, men er nu fjernet i vest. På østvæggen brydes den af et muret alter, måske et spedalskhedsalter knyttet til Skt. Jørgensgården. Et epita- fium på østmuren forestiller korsfæstelsen. Forneden ses til venstre et ægtepar ved en vugge omgivet af to sønner og tre døtre, til højre står samme par med to børn, den ene i vugge. Indskriften lyder: "Anno 1652 den 25. februar! Haffuer Jens Hansøn bekodsted dene Taffle." På den modsatte væg står en ligsten over den lybske høvedsmand, Schweder Kettingk og hans to hustruer, Johan- na død 13. maj 1568 og Thalia død 9. oktober 1572 ifølge stenens plattyske indskrift. Schweder Kettingk var ølbryg- ger af profession og velkendt med danske forhold, da han i 1556 blev udnævnt aflybækkerne til høvedsmand på Bornholm, hvor han i forvejen ejede Vallensgaard ved Aakirkeby. Valget skyldtes et ønske hos rådet i Lybæk om at forbedre forholdet til Frederik 2, og det lykkedes Schweder Kettingk at organisere forsvaret af Bornholm under Den nordiske Syvårskrig 1563-70 så effektivt, at svenskerne ikke formåede at gøre landgang. Kongen belønnede ham for hans indsats, men efter krigen blev han offer i konflikten mellem kongen og lybækkerne om Bornholm. Han måtte forlade landet og døde i Lybæk 1577, men blev gravsat ved sine to hustruer i Aa kirkes kor. Stenen er en figursten af rødlig kalksten. Den er ret primitivt udført, vistnok i Lybæk. Den viser Schweder Ket- tingk imellem sine to hustruer i højrebet, stående i rundbuede arkadenicher. Under figurerne ses deres respektive våbenskjolde. I stenens hjørner er runde felter med evangelistsymbolerne, Mattheus: mennesket, Markus: løven, Lukas: oksen og Johannes: ørnen. På hver side af gravstenen står en runesten. Den største , Grødbystenen, lå i broen over Grødby å indtil 1820, hvor den blev flyttet til kirken. Den daleres til omk. 1050 -1150. Indskriften lyder på nutidsdansk: "Thorfast og Troels og Bove de satte disse kumler efter... v sammen med Broder. Gud og Guds moder hjælpe hans ånd. Sart ristede ret." Den anden sten, Møllegaardsstenen, blev flyttet til kirken 1824. Den er samtidig med Grødbystenen og har følgende indskrift: "Gudmund og Frøbjørn rejste stenen efter deres fader Esbern. Gud hjælpe hans sjæl". Tekst: Karsten Thorborg
    
 
Døbefonten
Mester Sigrafs døbefont er kirkens største klenodie. Den er fra begyndelsen af 1200-tallet og altså ligeså gammel
som kirken. Den tilhører en gruppe af fornemt forarbejdede fonte i Skåne og på Gotland, som er udført i gotlandsk
sandsten. På kummens sider findes 11 reliefhugne billeder med scener fra Jesu liv i næsten lige store arkadefelter.
Disse adskilles fra hinanden af rigt varierede søjler med trekløverformede bueslag foroven. I disse findes en ind-
skrift på det gamle gutniske sprog, skrevet med runer, om billedernes indhold. Den lyder i oversættelse:
1. billede: "Dette er S.Gabriel, som sagde til S.Maria, at hun skulle føde et barn".
2. billede: "Dette er Elisabeth og Maria, som hilser på hinanden".
3. billede: "Her hviler Maria, som hun fødte barnet, himlens og jordens skaber, som forløste os".
4. billede: "Dette er de tre konger, som først ofrede til Vor Herre".
5. billede: "Her tog han. Vor Herre, mod kongernes offer".
6.. 7. og 8. billede: "Her red de bort, de tre konger, efter at de har ofret til Vor Herre".
9. billede: "Jøderne tog Vor Herre og bandt ham ved træet og satte ham under bevogtning".
10. billede: "Dernæst førte de ham bunden bort derfra'.
11. billede: "Og her naglede jøderne Jesus til korset. Se frem til dette!"
Indskriften sluttes på en søjle: "Mester Sigraf (gjorde dette)".
Kummens skrå underside er smykket med akantusranker, mens den keglestubformede fod er smykket med
ranker og hovederne af en vædder, en mand og to løver. Der består en vis spænding mellem kummens kristne
budskab og stubbens hedenske præg, også i stilen. Vistnok et udtryk for, at mennesket ved dåben overvinder de
onde kræfter.
Fonten har været malet og stod oprindelig højt i kirkens vestende mellem mands- og kvindedøren i rummet bag
den tværgående arkadevæg. Tekst: Karsten Thorborg
         
 
Alteret & Prædikestolen
Snitværket er udført i egetræ på Jacob Krembergs værksted i Lund i begyndelsen af 1600-tallet. Stilen er
højrenaissance.
Alterbordet er påmalet årstallet 1608. Det har fem fyldninger, der adskilles af otte hermer. En herme er en pille,
der foroven munder ud i en menneskebuste. Navnet skyldes, at guden Hermes i den ældre græske kunst blev frem-
stillet som et hoved på en firkantet pille. De otte hermer bærer kardinaldydemes kendetegn: Fra syd ses først de fire
menneskelige grunddyder: Knækket søjle (styrke), slange og spejl (visdom), sværd og vægt (retfærdighed), bæger
og kande(mådehold). Så følger de tre særligt kristne dyder: Hjerte og barn (kærlighed), due og anker (håb) og kors
og kalk (tro). Endelig uden for kardinaldydeme: Palmegren og lam (fred).
Forsidefelteme har indskrifter fra Johannes Evangelium.
Altertavlen bærer årstallet 1600. Storstykket opdeles af fem korintiske søjler i fire arkadefelter. I de to-brede
midterfelter står nadverordene på dansk, mens yderfelterne har latinske tekster fra Johannes Evangelium. Altertav-
lens øverste midterfelt viser Jesu dåb. Det omgives af to medaljoner med Lund domkapitels våben: mod syd Skt.
Laurentius med risten, mod nord med risten alene. De tre felter adskilles af fire hermer, der symboliserer de fire
menneskelige grunddyder: Visdom, styrke, retfærdighed og mådehold. Topstykket bærer en stor rulleværkskar-
touche med det danske rigsvåben. I skriftbåndet omkring dette står: "Vivat et valeat ser. Danorum rex Christianus
4" dvs. "Christian 4, de danskes glorværdige konge, leve og styrkes". Ovenpå og ved siden af rigsvåbenet ses tre
kvindefigurer, der symboliserer de kristne kardinaldyder: Tro, håb og kærlighed.
En pendant til Aakirkes alter findes i Burlov kirke i Skåne.
Prædikestolen bærer Christian 4's dronning Anne Cathrine af Brandenburgs våben og må altså være fra før 1612,
hvor hun døde. Stolen består af et indgangsparti, en trappeopgang, et galleri samt selve stolen med rygpanel og
lydhimmel. Døren til opgangen bærer Frederik 4's monogram og er indfattet i en portal, som på siderne har to
hermer, en mandlig og en kvindelig, omtrent svarende til alterbordets. Foroven en trekantgavl med et englehoved i
gavlfeltet og to amoriner med dødssymboler på skråsiderne. Øverst en profileret konsol med en kvindefigur, der
bærer troens attributter. På to af galleriets felter har kirkens patron i 1623, poeten Willichius Westhovius, som
besad et kannonikat i Lund, ladet sit og hustruen, Anne Sparres, våben og initialer påmale.
Selve prædikestolen er opdelt i fire arkadefelter og hertil kommer et felt i galleriet. I felterne er skåret scener fra
Det ny Testamente: Jesu fødsel, korsfæstelsen, opstandelsen, himmelfarten og pinseunderet. På rygpanelet ses
Christian 4's monogram mellem en mandlig og en kvindelig herme. Ved siderne små vinger med løvemasker. Sto-
len afsluttes forneden af en sekskantet, svungen underbaldakin med en udskåret hængeknop.
Lydhimmelen er sekskantet. Den bærer fem kartoucheværks topstykker, de tre med diademhoveder, mens de
øvrige to viser henholdsvis det danske rigsvåben og det brandenburgske våbenskjold. Øverst en baldakin, der af-
sluttes med den opstandne frelser. Under lydhimmelen hænger helligåndens symbol: Duen.
Prædikestolen er sidst restaureret i 1983. Grundlaget herfor var en nystaffering i 1855, som mg. dørens nederste
felt blev foretaget af C. Mahler og I. P. Due.
Lignende prædikestole fra samme værksted findes i Vellinge og V. Sallerup i Skåne.
Sengotisk krucifiks
Bag prædikestolen hænger et krucifiks fra omk. år 1500. Ved nationalmuseets restaurering i 1983 afsløredes fem
farvelag. Det ældste farvelag er typisk middelalderligt, men det er den yngste staffering fra 1855, der er
restaureret.
Timeglasset
Ved siden af prædikestolen hænger en plade fra 1600-tallet med fire timeglas i blikindfatning. Den bærer påskrif-
ten: "Jacobæus Hartman Sanduhrmacher in Leipzig." Tekst: Karsten Thorborg
    
 
Kirkens udseende før hovedrenoveringen 1874
Aa - Kirke | Storegade 2, 3720 Aakirkeby - Danmark